Et dødsfald.
BTK Posten har pludselig mistet sit ældste medlem Harry Wiingaard kort efter han fyldte 87 år. Harry var et utrolig værdsat og respekteret medlem, altid positiv og ordentlig. Alle holdt af Harry. Indtil sidste år var Harry stadig aktiv ved bordet, og da det kneb med bentøjet, kom Harry stadig ind til klubben i Valby fra Helsinge for at hygge med et spil kort. Et rigtigt klubmenneske, som vil blive stærkt savnet. Harry var et meget socialt menneske, som også altid kom til vores sociale arrangementer.
Harry voksede op i Valby og viste allerede i en tidlig alder, at han var i besiddelse af et usædvanlig stort boldtalent. Det fik Frem glæde af, da han med Frem nåede at blive dansk mester i ynglinge fodbold. Samtidig var Harry begyndt at spille bordtennis i Fight, og det blev bordtennissen, han endte med at satse helhjertet på. Allerede i 1961 blev Harry udtaget til det danske landshold til VM i Kina, hvor specielt en svensker oplevede Harry’s talent for spillet.
I Sverige havde man på de tider en ”dansker klub”. Den bestod af spillere, der havde tabt til en dansker. Det var en lille og eksklusiv klub. I 1961 blev Christian ”Pille” Heyerdahl æresmedlem, idet han præsterede som den første svensker at tabe til den samme dansker to gange ved VM i Peking, hvor han tabte til Harry Wiingaard i både hold og i den individuelle turnering.
Harry blev heldigvis ved med at bevare glæden ved at spille bordtennis. De sidste godt 40 år i BTK Posten. Jeg havde også selv mange gode og hyggelige oplevelser med Harry, når vi var på ture rundt i landet til veteran DM for hold.
Tak for alt.
Æret være Harrys minde.
På vegne af BTK Posten København - Per Slouborg
Harry skal bisættes den 19/9 kl. 10.00 Skanse Kapel, Skansevej 113 i Hillerød